Behandling og prioritering af ansøgninger
Når LAG bestyrelsen har modtaget ansøgningen, vil ansøgningen blive fremlagt på et bestemt bestyrelsesmøde, hvor ansøgningen prioriteres og der afgøres om projektet skal modtage tilskud.
Bestyrelsen for den lokale aktionsgruppe behandler de indkomne ansøgninger om tilskud. Ved behandlingen skal aktionsgruppen sikre, at ansøgningen ligger inden for rammerne af indsatsområderne i den lokale udviklingsstrategi og understøtter målene i projektbekendtgørelsen. Bestyrelsen prioriterer ansøgningerne og indstiller de projekter, som bidrager bedst til at opfylde målene i den godkendte lokale udviklingsstrategi, til afgørelse om tilsagn om tilskud i Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, LAG-sekretariatet.
Ansøgere
til projekter, som bestyrelsen ikke kan indstille til tilsagn om tilskud, modtager et afslag fra bestyrelsen.
Bestyrelsen kan indstille en lavere tilskudsprocent end det ansøgte. Det er dog en forudsætning, at ansøger kan opnå tilsagn om tilskud på minimum 50.000 kr., hvilket indebærer, at projektets samlende tilskudsberettigede udgifter skal udgøre mindst 100.000 kr.
Når Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, LAG-sekretariatet har modtaget ansøgningerne om tilskud fra den lokale aktionsgruppe, udfører ministeriet en legalitetskontrol og træffer endelig afgørelse om tilsagn.
Legalitetskontrol vil sige, at ministeriet kontrollerer, at projektet, hvortil der søges om tilskud, opfylder betingelserne for tilskud i henhold til bekendtgørelsen på området, og at det i den lokale aktionsgruppes indstilling er angivet, at projektet ligger inden for rammerne af den lokale udviklingsstrategi og bidrager
til at opfylde målene i udviklingsstrategien.
Bestyrelsen for den lokale aktionsgruppe skal sende erhvervsrettede projekter, hvor der er søgt tilskud for mere end 1 mio. kr., i høring i det regionale vækstforum. Det regionale vækstforum kan komme med forslag til ændringer af projektet for at sikre koordination af erhvervsindsatsen i området.